EMD International er en software- og konsulentvirksomhed, der projekterer, beregner og dokumenterer miljøvenlige energiprojekter i hele verden. I over 30 år har vindenergi været EMD Internationals primære forretningsområde og firmaet er blevet en ledende aktør i den globale udbredelse af bæredygtige energiprojekter og forskning i vindenergi.
EMD International startede i 80’erne som et forskningsprojekt på Aalborg Universitet og blev stiftet i 1986. EMD har udviklet verdens mest anvendte kommercielle softwarepakker til design og planlægning af nye vindenergiprojekter samt til selve driftsfasen. EMD Internationals vindenergikonsulenter har omfattende erfaring fra hele verden og yder rådgivning, som er internationalt anerkendt for sin uafhængige ekspertise inden for både vindenergi og udvikling af kraftvarmeprojekter. Kundelisten tæller bl.a. store navne som Vestas og Siemens Wind Power.
Fordele ved NOVI-samarbejdet
Eventyret med EMD International startede i hjertet af forskningsverdenen med en god idé og et par studerendes teknologiske ærgerrighed. Med hjælp fra forskningsmidler er EMD i dag en stor ledende international virksomhed i vindenergisektoren. Som for mange andre virksomheder i NOVI, så har tætheden til universitetsmiljøet været et afgørende grundlag for EMD Internationals udvikling.
Et godt eksempel er EMDs samarbejde med NOVI og Vækstfonden om udviklingen af en supercomputer – et såkaldt High Performance Computing (HPC) cluster – til beregning af globale vindforhold. Supercomputerens kapacitet svarer til 800 CPU’er, hvilket giver acceptable regnetider på vindressourcer i hele verden til EMDs software. Ud fra disse informationer planlægges vindmølleprojekter for at opnå maksimal effektivitet. NOVI har bygget de nødvendige kølefaciliteter og sikkerhedsforanstaltninger til at realisere projektet af denne kaliber i samarbejde med IT-virksomheden Netic.
Det gode iværksætterråd
Selv siger EMDs direktør Per Nielsen om NOVI-samarbejdet:
Vejen er kort mellem universitetet og NOVI. Der findes et netværk hos NOVI, der kan hjælpe én med de ofte meget vanskelige projektansøgninger, hvor der er ret store krav til viden. Her findes de personer, der er vant til at ansøge om forskningsmidler hos de relevante fonde og institutioner.